"Meget af den forskning, vi laver, har til formål at finde ud af, præcis hvor mange ændringer isbjørnene kan tåle" – dr. Jon Aars

I 2015 offentliggjorde dr. Jon Aars og hans kolleger fra det norske polarinstitut deres forskning om den nuværende isbjørnebestand på Svalbard, og den gik viralt. Efter flere år med dårlig presse om tab af havis og klimaforandringer så det ud til, at der endelig var gode nyheder fra Arktis: Antallet af isbjørne på Svalbard var stigende.

"Det, vi fandt ud af i 2015, var, at bestanden stadig klarede sig ganske godt. Og vi mener, at der er mange ting, der ikke har ændret sig siden da", siger Jon Aars, der sammenlignede data fra 2004 og 2015 for at vise, at den norske isbjørnebestand på Svalbard faktisk var steget.

Det faktum, at isbjørnene klarede sig godt, blev bredt fejret på baggrund af en voksende videnskabelig bekymring over klimaændringerne i Arktis, men overskrifterne fortæller kun en lille del af den komplekse historie om verdens største landbaserede rovdyr.

"Det, som vi ikke ved, er selvfølgelig, om der er en slags tærskel, der nærmer sig, hvis forholdene fortsætter med at blive værre, f.eks. hvis der forsvinder mere havis forsvinder, og prognoserne siger, at deres levesteder vil blive mindre og færre i de kommende år og årtier", siger dr. Aars.

"Meget af den forskning, vi laver, har til formål at finde ud af, præcis hvor mange ændringer isbjørnene kan tåle".

Og indtil videre har isbjørnene tålt en hel del. Indtil 1973 blev de jaget i det norske Arktis, og siden da har bestanden været i en genopretningsproces. De er opført som sårbare af IUCN – den internationale union for bevarelse af naturen – og deres antal siges at ligge på mellem 22.000 og 31.000 på verdensplan.

Da presset på jagten af isbjørnene i Barentshavet aftog, opstod en anden stressende situation, nemlig klimaforandringerne, som har forårsaget uregelmæssige forhold for havisen, hvilket ændrede bjørnenes naturlige habitat på globalt plan.

Klimaforandringernes har haft konkrete konsekvenser for Svalbards bjørnebestand: Havisen fryser senere og smelter tidligere år for år, og den er tyndere end normalt, hvilket betyder, at deres primære bytte, sælerne, har sværere ved at tage ophold på isen, hvor bjørnene jager. Kanten af havisen befinder sig ofte længere nordpå end tidligere, og derfor må bjørnene enten rejse længere over isen eller svømme frem og tilbage over åbne vandpassager. For en gravid bjørn bliver det også sværere at komme til opfostringsområderne på Svalbard.

Bestanden på Svalbard er målt til at være omkring 250 til 300 bjørne, imens resten af bestanden migrerer og færdes langs kanten af Barentshavets havis, der spænder over områder i Norge og Rusland.

Ny forskning peger i retning af, at de bjørne, der migrerer, tager længere nordpå i takt med at havisen trækker sig tilbage, og at de som bliver på Svalbard tilpasser deres kost, således at de, udover at jage sælunger, som er deres primære bytte, også er begyndt at plyndre fuglereder og jage rensdyr.

Fordi de blev jagtet helt indtil 1970'erne, undersøger forskere som dr. Aars områdernes lastkapacitet – det vil sige, bestanden af forskellige arter, som et givent miljø kan understøtte, før det påvirkes negativt – for at se, om dette er en faktor i forhold til den sunde bestand på Svalbard.

"Vi har set, at mange af områdets levesteder er gået tabt", forklarer dr. Aars. "Der er meget mindre havis, end der plejede at være. "Jeg tror, det indikerer, at isbjørnene er i stand til at yngle selv under de nuværende forhold for havisen".

Selv med havisens nuværende nedsatte kapacitet kan isbjørnebestanden holdes ved lige – indtil videre.

Monica Votvik, som er en del af Hurtigruten Expeditions' team, har set, hvordan havisen igennem årene påvirker bjørnenes opførsel i deres naturlige miljø.

"Hvis der er meget is, ser vi færre isbjørne, fordi de da har et større område at bevæge sig på", fortæller Monica. "Hvis der er mindre is længere ude, ser vi flere isbjørne".

Monica, der har levet på Svalbard i 15 år, tror ikke kun, det er bjørnene, der tilpasser sig. Den største forandring, hun har været vidne til, er måden hvorpå folk tænker om isbjørne. For nyligt er flere fjorde blevet lukket for trafik, så isbjørne og sæler kan undgå kontakt med mennesker.