Mad er livet på Madeira
I 1856 var Dronning Victoria en tredjedel inde i hendes regeringstid, og et sted i en kælder på Madeira blev en flaske sød vin proppet. Denne heldige forfatter åbnede den 165 år senere.
JAMES LOVEDAY.
Heldigt nok befandt jeg mig på Barbeito-vingården på en solrig eftermiddag på Madeira. Vingården ligger øverst på en klippe med dramatisk udsigt over Funchal, øens gamle hovedstad, og ud over det endeløse Atlanterhav.
Ved ankomsten, før jeg overhovedet havde sat mig ned, fik jeg overrakt et ravfarvet glas let afkølet Sercial. Fra det øjeblik vidste jeg, at det ville blive godt. Mens jeg gik gennem Barbeitos kældre, talte jeg med den nuværende vinproducent og smagte på de tilgængelige, karakteristiske Madeira-sorter. Det varede ikke længe, før min vært førte mig ind i sit personlige vinsmagningslokale.
Det var her, han fortalte mig, at han ville lade mig prøve en "56'er'", inden han holdt inde og derefter tilføjede med et skævt smil" – en årgang 1856". Vinflasken kom fra hans personlige samling, og den var stemplet med den årgang. Jeg har smagt ældre vine før, men alene tanken om dens alder gjorde mig blød i knæene. Så jeg satte mig ned, fik vejret og nød hver note af krydderierne, nødderne og melassen, der blev fyldt på flaske for næsten to århundreder siden.
Madeiras karakteristiske vin blev opfundet ved et held, da tønderne med bordvin, der blev brugt som ballast på sejladser, blev åbnet og prøvesmagt efter en rundtur. Den lange, varme rejse hjem havde ført til, at vinene var blevet opvarmede, kogt af solen, eller "madeiraseret" som de siger. Da vinen senere blev skænket, viste den sig at være tykkere, sødere og kraftigere end normalt, og folk elskede den.
Når du kommer til øen, bliver du taget imod af flere centrale, imponerende bjergtoppe, som er indhyllet i skyer. De tårner højt op over Atlanterhavets buldrende bølger. Landet her er frugtbart, en grøn oase i havets ørken. Den vulkanske jord indeholder rige næringsstoffer, som gør det muligt for lokalbefolkningen at dyrke en svimlende mængde af og mange forskellige frugter, grøntsager og blomster. Dette har været med til at gøre Madeira til den perfekte destination for madelskere, der leder efter ægte, autentiske lokale retter.
Jeg besøgte Fajã dos Padres, der ligger lige vest for hovedstaden og kun kan nås via svævebane på en bjergside. Den lille gård, gæstehuset og restauranten ligger ved bunden af en kæmpe klippe og kan prale af ikke kun druer af høj kvalitet, men også bananer, mango, avokado, papaya, passionsfrugt og sukkerrør, som du kan smage friske fra de omkringliggende træer som en del af en prøvesmagningstur. Alternativt kan du bestille det hele fra caféen. Den hjemmelavede mango-is var en favorit. Mens jeg spiste og så bølgerne slå ned mod de mørkegrå sten på stranden, forestillede jeg mig den afsondrethed, de tidlige bosættere måtte have følt, da de kom her først for at dyrke deres afgrøder, men også smilede overrasket over, hvor frugtbar jorden faktisk var.
Afgrøder fra Fajã dos Padres ender sædvanligvis på grøntmarkedet Mercado dos Lavradores i hovedstaden Funchal, der er fra kolonitiden. Udvalget af frugt og grøntsager, der kan fås her, er svimlende. Der var fem slags bananer, over ti forskellige passionsfrugter, dusinvis af chilier, sukkeræbler og min favorit, den sjældne og dekadente frugt monstera deliciosa eller schweizisk osteplante (et langt, rørformet vedhæng, som du kan vælge at skille ad, når den er moden, for at komme til kødet indeni). Der dyrkes så meget sukkerrør på Madeira, at de også fremstiller tøndevis af med eksportrom og stadig har masser af melasse tilbage til en anden lokal delikatesse, øens berømte "honningkage". Det er en dyb mørkebrun, klistret og fugtig kage tilsat lokale krydderier og nødder.
På det historiske Reid Palace Hotel må jeg skyldigt erkende, at jeg nød endnu en sød kage. Hotellet, der er bygget i årene efter det britiske kolonistyre, er et elegant fristed, omgivet af majestætiske haver. Som en engang historisk havn og stop mellem Afrika og Sydamerika kom verdens planter, blomster og frugter til Madeira via både, og mange af dem blev i haverne på Reid Palace Hotel. Eftermiddagste på terrassen her er en skøn oplevelse. I en time følte jeg mig som en britisk diplomat, som lige var ankommet til øen tilbage i 1891 til hotellets store åbning. Udsigten til palmetræer, en tropisk have og den azurblå horisont er som en perfekt baggrund til flødekager, pastel de nata-cremetærter og nogle meget britiske scones.
Hovedstaden Funchal er et vidunderligt sted at have base. Den er levende, med smalle gader, der er beklædt med blomster, som går i en spiral fra øverst oppe og helt ned til Atlanterhavet. Der er en overflod af storslåede, gamle forter, klostre og kirker, der giver alvorlig tyngde til denne kile af portugisisk territorium midt i havet. Når de lune aftener og kølige havbriser kommer, spiser man næsten altid udendørs på Madeira. Der er pladser overalt i byen fyldt med borde samt klippetoppe, hvor man kan sætte sig, boder på de brede strandpromenader og lokale restauranter skjult inde i smalle, brostensbelagte passager.
Når du kommer ind på et sted, får du normalt serveret en Poncha, som er en lokal rom blandet med forskellige frugtsafter. Dette er før du går videre til udvalget af madeiransk og portugisisk vin. Den skræmmende sorte sabelfisk er på menukortet alle steder her, og det samme er det lækre kød på grillspyd kaldet espetada. Men med friske råvarer, der er så lækre, var mit mest mindeværdige måltid en lokal tomatsuppe med pocheret æg og en grillet squash fyldt med ost.
Du kunne bo på Madeira i et århundrede og stadig ikke nå at smage på alt. Jeg besøgte en sidste by under mit ophold, som hedder Curral das Freiras, eller "Nonnernes dal". Her, i en dramatisk fold i bjergene, har de lokale i generationer opbygget deres liv omkring kastanjetræet. Kastanjesuppe, kastanjesalater, kastanjetærter og kastanjekager serveres på ethvert gadehjørne, og det samme gælder for den meget populære kastanjelikør. Og mens jeg sidder på en tagterrasse og tygger på en kastanjekage og ser ud over skoven i Nonnernes dal, driver skyerne atter over øens bjergrige toppe, og klokkespillet fra det lokale klokketårn lyder med et ekko ud over dalen. Det var den perfekte forening af natur, friske råvarer og afsondrethed, der i det øjeblik printede sig fast på nethinden, hvor meget mad og liv der uløseligt er forbundet med dette dejlige, vulkanske klippefremspring.
