Det er midt i juni, og jeg kører de fem kilometer til lufthavnen, som er det nordligste stop i verden for rutefly. I dag er det ikke en almindelig dag. Det er starten på min sommerferie, og selvom temperaturen er på 6 °C, betyder det, at min australske krop har problemer med at acceptere det som sommer. Vi har allerede haft to måneder med lange aftener under midnatssolen, men de snedækkede bjerge og fjerne glimt af gletsjere forvirrer mig helt klart. Denne gang skal jeg dog ikke sydpå mod varmen; jeg skal ikke engang forlade Svalbard. I stedet får jeg besøg af en gammel ven fra Australien, og vi skal prøve at sejle rundt om hele øgruppen.

Jeg står i ankomsthallen og kigger lidt undrende på isbjørnen, der står midt i det hele ved bagageafhentningen. Pludselig hører jeg mit navn blive kaldt. Jeg kigger op og ser min ven komme hen mod mig med udstrakte arme og et kæmpe smil. "Du sagde slet ikke, at flyveturen ville være så naturskøn", siger hun næsten bebrejdende. Mine tanker vender tilbage til billederne fra min sidste flyvetur – de skyhøje bjerge, de blåhvide gletsjertunger, formationerne af sne og sten – og jeg smiler fåret. "Nå ja, man vænner sig til det", svarer jeg.

Vi kører tilbage til byen langs hovedvejen, som er en ujævn strimmel med ødelagt asfalt langs vandet i Adventfjorden. "Er det ikke svært at køre her?" spørger min ven. Jeg antager, at hun hentyder til vejbelægningens kvalitet, men hun gestikulerer til venstre og til højre: "Bjergene, fjorden, det er fantastisk!"

Næste dag går vi ombord på M/S Fram. At se skibet i havnen er så normalt for mig nu, men jeg føler spændingen i mig vokse, da jeg går ombord. Denne gang tager jeg med dem i stedet for at vinke farvel til andre. Vi ankommer til receptionen, begge med et stort smil i hele ansigtet.

Den næste time eller deromkring går, og vi er som i en rus – vi finder vores kahyt, kigger ud af vinduet på Longyearbyen, går hen til sikkerhedsmødet – og da vi så sidder ved vores bord for at spise, siger min ven, "Se, der er ingen mobilforbindelse!" Hun ser lidt bekymret ud ved tanken om at have mistet forbindelsen til resten af verden.

Efter middagen skynder vi os op på det øverste dæk, læner os mod rælingen og ser min velkendte verden forsvinde. Derefter sætter vi os i Explorer Bar nær panoramavinduerne og snakker til langt ud på natten, mens vi kigger efter hvaler under midnatssolen.

Vi vågner næste morgen i Kongsfjorden. Jeg føler mig lidt desorienteret over at se andre og nye høje bjerge uden for vinduet, men følelsen går hurtigt over, da jeg bliver fanget af min vens begejstring: "Der er isbjerge i vandet!" Jeg foreslår morgenmad, men til sidst går vi på kompromis – og vi går hen til restauranten med både frakker og kameraer for at få mest muligt ud af morgenen.

Luften på dækket er frisk og ren, og fuglene kæmper om vores opmærksomhed, mens vi forsøger at indfange de indviklede isformationer i vandet med vores linser. En besked over PA-systemet trækker os ud af vores opslugthed, og vi skynder os ned ad trappen for at slutte os til vores gruppe på den første oplevelse uden for skibet; en tur til en forladt minelejr, hvor en australier engang fik den vilde idé at prøve at udvinde marmor fra under den frosne tundra. Historien er fascinerende, og synet er fantastisk. En fræk polarræv løber ud foran os, og vores guide fortæller historien om en ræv, der blev mærket og som løb fra Svalbard til Grønland. Jeg overvejer, hvilke syn den må have set i den store arktiske vildmark.

Dagene flyver forbi med bjerge og hvaler, gletsjere og rensdyr, og min ven spørger, om alt dette stadig er "normalt". Jeg må nu indrømme, at jeg er begyndt at se nye sider af mit arktiske hjem.

Hen mod den nordligste del af Spitsbergen, omkring de 80º nord, forbereder vi os på endnu en landgang. Da vi nærmer os, indser jeg, at vi ikke er på vej til stranden. Bådens kaptajn peger, og 16 øjne rettes i én retning.

På toppen af en bakke ser vi silhuetten af en stor isbjørn. Bjørnen skuer afslappet ud over området, tilsyneladende uvidende om den effekt, den har på tilskuerne nedenfor, et par hundrede meter væk. Turisterne jubler begejstret over synet, og jeg har den samme ærefrygt som mine medpassagerer, mens vi stirrer på kongen af Arktis. Jeg tænker ikke engang på at løfte mit kamera. Det knaser over radioen. "Isbjørn ved landgangsstedet. Vi går over til plan B".

Da vi vender os væk fra bjørnen og sejler forbi en væg af glitrende is, flyver der fugle hele vejen omkring os, og jeg indser, at jeg ønsker at kende til alle de Plan B'er, se alle steder og udforske mit øhjem igen og igen.

Jeg har tilbragt 12 år i Arktis, og her er jeg, stadig forbløffet over Svalbards rå skønhed. Om et par måneder vil solen gå ned, og nordlyset og sneen vil dominere det stadigt skiftende landskab. Jeg vender mig om mod min ven: "Har du planer for din næste ferie?"