Rustfarvede klipper strækker sig ud over landskabet. I det fjerne er der et udtørret flodleje, der bugter sig gennem bjerge, der ligner rækker af skæggede ansigter, der titter ud gennem skyerne. Det føles, som om jeg er havnet på en anden planet, men det kunne ikke være mere forkert. Jeg stirrer direkte ind i Jordens sjæl.

Tablelands-området i Gros Morne National Park, der er på UNESCO's verdensarvsliste, i Newfoundland i Canada, er hjemsted for et geologisk fænomen: en klump af det, der engang var havbunden, og som blev presset op gennem jordskorpen ved et kontinentalskifte for millioner af år siden.

Newfoundland stiger op af den nordlige del af Atlanterhavet, og udgør, sammen med Labrador på fastlandet, Canadas østligste provins. Den er verdens 16. største ø med en befolkning på ca. en halv million – et fjerntliggende, ujævnt landskab omgivet af det dundrende hav. Om sommeren kan isbjerge på størrelse med New Yorks boligblokke ses flydende ned fra Grønland. De tætte boreale skove vrimler med elge, rensdyr, losser og prærieulve.

Langs den godt 30.000 kilometerlange kystlinje ses flere hundrede tusinde bedårende søpapegøjer – provinsens officielle fugl – samt andre havfugle, der yngler på klippefremspringene hver sommer. I de stille fiskerbyer strikkes der strømper og knyttes kludetæpper, som hænges på tørresnore og sættes til salg foran de små hytter.

Og så er der hovedstaden St John's, der er berømt for sine gader med farvestrålende træhuse med udsigt over den smukke havn. Byens har lidt over 100.000 indbyggere og en historie, der går 500 år tilbage, og den ligner et kryds mellem San Francisco og en engelsk landsby, som har givet den perfekte blanding af atmosfære og charme. Man kan gå til fods (hvis man ikke har noget imod bakker) og køre i bil (hvis man er god til at parkere), og der er gode restauranter, en blomstrende musik- og kunstscene, museer, vandrestier og en yndig landsby kaldet Quidi Vidi (udtales Kiddy Viddy) i nærheden.

På trods af alle de ekstraordinære naturlandskaber er det menneskene selv, der til stadighed trækker mig tilbage til denne fascinerende provins.

Det er stærke mennesker med åbne hjerter og en blid accent, som fremsiger digte, synger sange og hvisker historier, der kan få dig til at grine og græde. Det er et samfund, der er inspireret af forfædrene, som trodsede rejsen fra Irland, Wales, England, Skotland og Frankrig for løftet om at fiske i farvande så fulde af torsk, at man kunne "gå på deres rygge for at nå frem til kysten".

Newfoundland og Labradors europæiske arv er flettet sammen med indflydelsen fra First Nation-folkene og vikingerne.

Innu-, inuit- (Labrador) og mi'kmaq-folket (Newfoundland) har boet og rejst i hele området i mange århundreder. I et miljø, hvor man er afhængig af at kunne aflæse landskabet for at overleve, er deres færdigheder højt værdsat. Her kan du lære at fiske torsk ombord på en traditionel dory, du kan tage på vandretur i en af nationalparkerne med en indfødt guide eller tage på hundeslædetur.

Alle elsker en god vikingehistorie, og Newfoundland har spændende historie at fortælle. L'Anse aux Meadows, som er på UNESCO's verdensarvsliste, ligger på den nordligste pynt af øen Newfoundland og er det nøjagtige sted, hvor vikingerne gik i land for 1000 år siden. I 1960'erne bekræftede norske arkæologer fund på stedet, og dermed at vikingerne satte fod i Nordamerika flere hundrede år før Christoffer Columbus.

Da over 6.500 passagerer og besætningsmedlemmer på 38 fly landede i den lille landsby Gander midt på øen den 11. september 2001, kunne ingen have forudset, hvad der ville ske. Mens verden var i oprør, og der endnu ikke var klarhed over, om der var bomber på andre fly, åbnede indbyggerne i Gander og de omkringliggende landsbyer deres hjerter for de strandede passagerer. De erklærede undtagelsestilstand i fem dage og gav mad, husly, tøj og trøst til "flyfolket", der kom fra 93 lande.

Tyve år efter fortsætter historien med at sprede venlighed gennem den globalt succesrige musical Come from Away. Takket være musicalens succes er turismen i området i vækst, men Gander-borgerne er stadig tro mod deres ydmyge rødder.

Med Diane Davis' ord, en af de figurer i musicalen, som er baseret på en virkelig person, "Ingen gjorde noget ekstraordinært. Det er bare sådan, vi er som newfoundlændere. Komfort og pleje er det, vi gør os i. Alle er velkomne her".