Grønland: Et Uberørt Land
HX Ambassador Dylan McBurney om den rejse, der blev hans portfolio nomineret til National Geographic Traveller 2026 – rejsen, menneskene og lyset, der skabte det.
Der er steder, der stille og roligt omkalfatrer ens fornemmelse af skala. Grønland er et af dem. Det eksisterer i en størrelsesorden, der er svær at begribe, indtil man står midt i det – og selv da kæmper sindet for at følge med. Jeg tog af sted og forventede at blive imponeret. Jeg kom hjem forandret.
Denne portfolio er skabt under en ekspedition gennem Grønlands afsides egne med HX – en rejse gennem arktiske farvande mellem mægtige fjorde og åbent hav, omgivet af drivende isbjerge, der rejste sig fra vandet som eventyrslotte i konstant forvandling under tidens, lysets og vejrets påvirkning. Men før alle fotografierne var der blot oplevelsen af at ankomme til et sted, der føltes som kanten af kortet.
Ankomst til Nuuk
Turen var virkelig spektakulær fra det allerførste øjeblik. Så snart vi landede i Nuuk, skinnede solen, og vi fik mulighed for at opleve den utrolige hovedstad, som denne lille arktiske by er. Farvestrålende huse mod en baggrund af bjerge og vand – et sted, der på én gang er afsidesliggende og fuld af liv. Det var den perfekte introduktion til et land, der i de efterfølgende dage ville åbenbare sig langsomt og aldrig helt på den måde, jeg havde forventet.
Om bord på MS Fridtjof Nansen
Så snart jeg gik om bord på MS Fridtjof Nansen, vidste jeg, at dette ville blive en uforglemmelig rejse. Det er et utroligt skib, og hele HX-teamet fik os til at føle os velkomne fra det første skridt om bord. For en fotograf bliver et skib som dette en slags mobilt studie – en base, hvorfra landskabet uden for vinduet konstant forandrer sig.
En af mine yndlingsoplevelser, ud over alle de ekstraordinære steder vi besøgte, var videnskabscentret og uddannelsesprogrammet om bord. Der er noget særligt ved at rejse gennem omgivelser som Grønlands, mens man oprigtigt lærer om dem. At forstå isen, dyrelivet og de kræfter, der former stedet omkring en. Det gav hele ekspeditionen en dybde, der rakte langt ud over sightseeing, og det ændrede den måde, jeg så gennem linsen på.
Mod nord – ind i isen
Grønland åbenbarer sig gradvist. Fra vandreture langs isfjorden, hvor landskabet føles frosset i bevægelse, til besøg i små, afsides beliggende samfund spredt langs kysten – der er en dyb fornemmelse af isolation afbalanceret af en stærk menneskelig tilstedeværelse.
Ilulissat Isfjord var virkelig et af de mest spektakulære syn, jeg nogensinde har set med egne øjne. Det blev endnu bedre af muligheden for at se det fra et lille fly. At løfte sig over isen og endelig forstå den sande skala af det, vi havde sejlet igennem. Fra luften forskyder perspektivet sig fuldstændigt: man ser, hvordan isen bevæger sig, hvordan den revner og driver, og hvor små vi er inden i det hele.
Vi pressede grænsen for, hvor langt mod nord vi kunne begive os. Vi mødte havisen ved 78° nord og fik mulighed for at lande på havisen – og træde ud på den frosne overflade af selve Ishavet. Vi kom helt til Qaanaaq, en af de nordligste civile bebyggelser i hele verden. Der er en særlig slags stilhed så langt mod nord. Den er ikke tom – den er på en eller anden måde fuld af vejr, lys og isens langsomme bevægelse.
Menneskene og landets hjerte
Med al Grønlands storslåethed var det alligevel menneskene og øjeblikkene med dem, der satte sig mest fast i mig.
Vandreturen til det hjerteformede bjerg i Uummannaq var noget særligt. Et passende symbol for et sted, hvis navn i sig selv taler om den form. At klatre over kuperet terræn under skydækkede tinder, se tågen løfte sig og lægge sig igen – jeg oplevede hele tiden, hvordan landskabet forandrede sig time for time, i takt med at lys og vejr forvandlede sceneriet.
Og så var der Itilleq. At spille fodbold med de lokale var virkelig uforglemmelig – både for fællesskabet om bord og for de lokale. Det er et af de øjeblikke, der ikke lader sig fange i ét enkelt fotografi, men som definerer hele rejsen. En påmindelse om, at selv i en af planetens mest uberørte afkroge er forbindelsen mellem mennesker universel. En bane, en bold og et fælles spil mellem mennesker fra helt forskellige verdener. Latteren, konkurrencen og den fælles oplevelse skabte minder, som jeg stadig fortæller venner om den dag i dag.
Inspirationen bag billederne
Mit arbejde har altid handlet om bevægelse og tid, og Grønland gav mig begge dele i overflod. Denne rejse blev en fortælling om bevægelse og tid: kajakroning side om side med traditionelle jægere gennem stille arktiske farvande, vandreture over kuperet terræn under skydækkede tinder, og at betragte landskabet forandle sig time for time, mens lys og vejr transformerede alt omkring os. Set fra luften viste droneperspecktiver, hvor små vi var i det hele – vores skib forsvandt i dværgeskala ved siden af den enorme is, der drev stille forbi.
Forholdene holdt aldrig op med at skifte, og det var præcis det, jeg jagede. Forskellige sider af det samme sted – fra stille, tågede morgener til dramatiske himle og lagdelte skyer, der snoede sig om bjergene. Til tider afslørede tinderne subtile, hjerteformede former gennem tågen og tilføjede en surrealistisk kvalitet til det hele. Jeg har aldrig haft at arbejde så tæt med vejret, og jeg har aldrig været så taknemmelig for det.
Kameraudstyret jeg medbragte
Folk spørger ofte, hvad jeg skyder med, og en ekspedition som denne er den ultimative test af ethvert setup. Kulde, saltstænk, konstant bevægelse og lys, der skifter fra minut til minut. Pålidelighed betyder lige så meget som billedkvalitet, for man får aldrig mere end én chance for at få det rigtige billede.
Mit foretrukne kamera var Sony A7IV, parret med tre SIGMA-objektiver, der hver især fortjente sin plads i tasken.
SIGMA 100-400mm er mit yndlingsobjektiv til alle tider, og det sad på kameraet det meste af rejsen. Det var det perfekte objektiv til de utrolige solnedgangsbilleder af isbjergene – det lod mig trække fjerne detaljer ind og komprimere den enorme isens skala til én enkelt ramme. Mere end noget andet objektiv formede det den måde, jeg så Grønland på.
SIGMA 24-70mm var mit dokumentariske arbejdshest – det perfekte objektiv til at fange alt på ekspeditionen, fra storslåede landskaber til udflugterne og de øjeblikke med mennesker undervejs.
Og SIGMA 14mm f/1,4 var det objektiv, jeg greb efter i de mest dramatiske øjeblikke – som da Uummannaqs hjerteformede tinde rejste sig gennem tågen, hvor landskabets rene skala krævede et ultravidt objektiv.
Ud over kameraet var DJI Mini 4 Pro mit valg til de episke droneshots, der løftede perspektivet højt over isen og afslørede, hvor lille MS Fridtjof Nansen faktisk var i forhold til Grønlands enorme skala.
Gennem uger i krævende arktiske forhold præsterede udstyret fejlfrit – og den pålidelighed er alt, når det billede, der venter forude, aldrig vil opstå på samme måde igen.
En aften faldt alt på plads
Og så, en aften, faldt alt på plads. Da solen begyndte at gå ned, blev hele sceneriet badet i pastellys, der spejlede sig i vand, is og bjerge. Det var den mest magiske solnedgang, jeg nogensinde har oplevet. Et øjeblik af ro og stilhed, der syntes at samle alt, hvad dette sted repræsenterer, og holde det – for en kort stund – i lyset.
Det er det billede, jeg altid vil bære med mig – en aften, jeg aldrig vil glemme.
Et uberørt land
Dette billedkorpus er en afspejling af Grønlands mange facetter – dets skala, dets atmosfære, dets mennesker og dets uberørte skønhed. Det er et sted, der føles både tidløst og i konstant forandring, og gennem disse billeder har jeg forsøgt at fange ikke blot, hvordan det ser ud, men hvad det føles som at opleve et af jordens mest ekstraordinære miljøer.
Jeg er dybt taknemmelig over for HX for muligheden for at vidne det, og for at disse øjeblikke er blevet anerkendt i National Geographic Traveller-konkurrencen. Nogle steder fotograferer man. Grønland bærer man med sig.
— Dylan McBurney
